De statslige styrelsers opgaver

 

Claus Hansen:

Jeg har arbejdet i lidt over 31 år i Miljøstyrelsen, hvor jeg altid har beskæftiget mig med pesticider. Jeg er biolog fra Københavns Universitet. Jeg har arbejdet med miljøvurdering af pesticider i alle årene, både hvordan stofferne opfører sig i miljøet og hvorledes de påvirker dyr og planter på land og i vandmiljøet.

Lad mig starte med at give min konklusion:

Embedsværket skal være loyalt over for befolkningen. Embedsværket skal oplyse befolkningen om de virkelige forhold, idet de overholder de pligter, som embedsværket har, herunder især det, der hedder sandhedspligt og saglighedspligt. Det betyder, at embedsværket ikke må lyve eller vildlede for at fremme bestemte politiske ideologier.

Opfylder embedsværket ikke dette bliver den demokratiske proces korrumperet og folkeforførelse bliver resultatet.

Prisen bliver høj og eks. en pesticidpolitik, som vi har set den de sidste 10-15 år, bliver gennemførlig med alle dens pesticidhandlingsplaner, behandlingshyppighedsmål, restriktioner over for privates brug og indførsel af langt skadeligere metoder som ukrudtsbrænding i stedet for mere miljøvenlige midler eks. Roundup.

 

Mit engagement startede for mange år siden omkring år 2000 – dengang GEUS startede hetzen mod Roundup. Dette er en historie i sig selv, og den vil blive fortalt i Maskinbladet.

Roundup skulle vise sig at blive et fremtrædende tema i min karriere. I første halvdel af 2000-tallet var glyphosat på vej til at blive forbudt pga en påstået udvaskning. I den forbindelse blev definitionen af grundvand et centralt emne og der var en større intern konflikt i Miljøstyrelsen, idet der ikke var en forståelse af definitionen af grundvand. Dette samt en vildført fortolkning af data ledte til, at glyphosat var tæt på at blive først forbudt og senere anvendelsesbegrænset. Det var nok et af de groveste forsøg på at lave politik uden faglige begrundelser. Mine anstrengelser ledte dog til, at Miljøstyrelsen opgav og endte med at godkende glyphosat fuldt ud. Jeg vil ikke sige at jeg førte denne kamp helt alene – jeg fik faktisk moralsk og faglig støtte af forskere på (dengang) KVL.

Men Roundups rolle efterfølgende har stadig været betydelig som symbol og angrebspunkt fra NGO’erne.

Som jeg ser det, består problemet som sagt i, at embedsværket i dag lyver og vildleder offentlighed og Folketing. Dermed bliver den demokratiske proces korrumperet. Når ingen fortæller offentlighed og Folketing sandheden så godt, som nu den kan fortælles, så bliver det ikke nogen sag for politiske ideologier – uden saglige begrundelser – at vinde gehør i offentligheden og dermed på denne måde at skabe sit ”demokratiske” mandat. Dette er naturligvis en ond cirkel.

Lad mig give lidt baggrundsviden om embedsmændenes pligter.

Det første jeg gerne vil nævne er Finansministeriets publikation:

Etik, ansvar og værdier i den offentlige sektor (2000),

hvori Jens Peter Christensen taler om to slags embedsmænd: Jeronimus (den gammeldags type) og Politicus (den moderne type). Jeg ved ikke om han er klar over, hvor godt han ramte hovedet på sømmet.

”Når systemet ikke fungerer godt, tager Politicus overhånd, og embedsmændene forledes til at tro, at alt kan og skal vurderes på politiske præmisser, og at regler og fagkundskab er til for at blive udmålt i elastiklængder og bøjet efter omstændighederne. Faren ved Politicus er en for stor politisk følgagtighed og en for ringe faglig modstandskraft. Det kan – som flere sager har vist – være svært for embedsmænd, der er optaget af at imødekomme ministerens formodede ønsker, at lade sagen falde, blot fordi “kedelige ting” som love og regler står i vejen. Og det kan, som ikke mindst Tamilsagen viste, være svært for embedsmændene at slå i bordet over for en politisk stærk minister.”

“Som de senere års skandalesager vidner om, kan dårlig faglig rådgivning være katastrofal, både for politikerne og embedsmændene – for slet ikke at tale om borgerne. Sagerne har således understreget behovet for, at de gammeldags, jeronimusagtige dyder holdes i hævd. Det er besværligt med, men uden går det galt.”

Det næste jeg vil nævne, er et nært forbundet begreb og et afgørende begreb ift det embedsværkets adfærd:

Lying by omission (min oversættelse: lyve ved undladelse) som jeg ikke kan finde på dansk – her en definition fra nettet:

Lying by omission is when an important fact is omitted, deliberately leaving another person with a misconception. This includes failures to correct pre-existing misconceptions.

Denne form for løgn er det vigtigt at få en anerkendelse af idet den er meget benyttet af myndighederne.

 

Embedsmandsdyderne er mange bl.a. sandhedspligt, saglighed, belysningspligt.

 

Om sandhedspligten siger Betænkning nr. 1443, juni 2004,

Embedsmænds rådgivning og bistand

”5.1.4.2. Sandhedspligt

Offentlige myndigheder er underlagt et almindeligt princip om sandhedspligt.

Princippet betyder som en almindelig regel bl.a., at der ikke

kan ydes en bistand, der indebærer, at embedsværket videregiver oplysninger,

som er urigtige. Det samme gælder med hensyn til oplysninger,

som ikke kan anses for urigtige, men som i den givne sammenhæng må

anses for vildledende, f.eks. på grund af fortielser af andre, væsentlige

oplysninger.

Tilsvarende er det en almindelig regel, at embedsværket heller ikke kan

medvirke til, at ministeren selv videregiver oplysninger, som er urigtige

eller vildledende.

Det anførte gælder både i forhold til Folketinget og andre offentlige

myndigheder samt i forhold til private og offentligheden……….”

 

Samme betænkning siger om faglighed:

”5.1.4.3. Faglighed

Det er en central opgave for embedsværket at medvirke til, at politiske

beslutninger hviler på det fornødne og relevante faglige grundlag, jf. afsnit

5.1.2. ovenfor.

Embedsværkets rådgivning og bistand til regeringen og dens ministre skal

derfor ske inden for rammerne af almindelig faglighed.

Det indebærer, at den bistand, som embedsværket yder i forbindelse med

f.eks. udarbejdelse af besvarelser og udredninger mv., skal være fagligt

forsvarlig. Embedsværket kan f.eks. ikke udarbejde kommentarer til forslag

fra folketingsmedlemmer eller interessegrupper mv., som ligger uden

for de rammer, der sættes af faglige normer på det pågældende område –

f.eks. ved at lade kommentarerne bygge på forudsætninger, der er uden

tilstrækkeligt fagligt belæg.”

Det burde på denne baggrund ikke være svært at holde fanen nogenlunde højt for embedsmændene, idet politikerne ikke kan bestemme indhold i embedsmændenes råd:

”I ovennævnte betænkning fra DJØFs fagligt-etiske arbejdsgruppe antages det, at der er en sådan grænse for den politiske ledelses bestemmelsesret, idet arbejdsgruppen fastslår, at den politiske ledelse ikke kan give ordrer om indholdet i embedsmændenes faglige oplæg eller ordrer om, at embedsmændene skal udtale sig mod deres faglige overbevisning.”

Når man så, som det ofte er tilfældet, politisk ønsker at gøre noget uden faglig begrundelse, så sker det hyppigt i en eller anden form forklædt retorik så som: Vi kan ikke 100% udelukke, pesticider er giftstoffer og alt andet lige så…. Og så videre. Den slags bruges, når det man vil gøre politisk mangler faglighed.

Så dette er altså embedsværkets fremmeste opgave. Jeg ved også godt, at embedsværket skal være behjælpelige med at gennemføre Ministerens politik, MEN ovennævnte krav til embedsmændene er efter min mening uomgængelige. Man er nødt til at føre politik inden for rammerne af det sandfærdige og faglige og ikke som det er nu, hvor man er sandfærdig og saglig inden for rammerne af det politiske. En politiker kan muligvis vælge at blæse på sandheden, men det tror jeg ikke en embedsmand kan og får han besked på at gøre det, så må det være det, der hedder en klart ulovlig ordre.

Konsekvenserne af al denne løgn og fordrejning er omfattende. Hele eller en stor del af de sidste 10-15 års pesticidpolitik har været båret af grundvandsinteressen. Det kunne vel vise sig (når man skræller al løgn og vildledning væk og kigger på sagen på ny), at der aldrig har været et problem med pesticider i forhold til grundvandet og dermed, at der aldrig var behov for en pesticidhandlingsplan med behandlingshyppighed, mål for reduktion osv. Der var ikke noget belæg for mystiske tiltag over for private haver og klar til brug midler, boringsnære områder eller hvad der i øvrigt har været gang i.

Problemet har også været, at der har været folkeforførende NGO’er som DANVA, DN og GEUS, som jeg i denne sammenhæng regner for en NGO, der med deres vildledende retorik har gjort deres til at forføre befolkning, Folketing og politikere som f.eks. Ida Auken.

Hvad er der så for konkrete eksempler på løgn og vildledning. Meget har været omtalt i Maskinbladet, så man kan læse mere der – mere vil komme.

Eksempler:

Grundvandsdefinitionen

Som nævnt blev definitinonen på grundvand vigtig i 2003, da indgreb var på vej baseret på påstået udvaskning (en konflikt med GEUS om relationen mellem grundvand og drænvand og hvad drænvandsmålinger kunne bruges til). Ved læsning af direktivteksten på dansk blev det klart, at der var sket en fejl i oversættelsen (hvorledes fejlen sket i to omgange er dokumenteret ved aktindsigt hos Naturstyrelsen). Området lå dengang i Miljøstyrelsen VAND og påpegning af fejlen over for VAND gav føgende svar:

Kære Claus

Grundlæggende tror jeg vi må sige, at hvad der er baggrunden for den danske oversættelse fortaber sig i det dunkle, men at den er fejlbehæftet er der ikke tvivl om. Jeg vil i tvivlstilfælde holde mig til den engelske tekst.

Allerede i 2003 anerkendte de ansvarlige altså, at der var sket en fejl. MEN der skete ingenting dengang som nu – indtil en aktindsigt viste, at Naturstyrelsen indirekte indrømmede, at der var en fejl og at den faktisk havde betydning (vist i Jersild minus spin).

Den lange kamp endte med, at Miljøstyrelsen anerkendte, at der var fejl i oversættelsen og at man ikke kunne bruge drænvand som ækvivalent med grundvand (som GEUS havde påstået) og i øvrigt med at glyphosat blev godkendt helt uden restriktioner.

 

Et andet område med løgn, fusk og vildledning er den måde, hvorpå der er beregnet gennemsnitskoncentrationer af pesticider i moniteringsrapporterne.

Kort fortalt består problemet i, at datasæt som monitering af pesticider indeholder en stor andel af de såkaldte non-detects dvs. analyser, hvor indholdet ligger under detektionsgrænsen. Det kan være 80% eller flere. Det korrekte er at analysere data med metoder, der kan håndtere dette uden at miste for megen information. Det værste man gøre er at smide disse non-detects væk – og det er præcis, hvad man gør i moniteringen. Det kræver ikke den store matematiske indsigt at se, at dette vil give et stærkt forhøjet gennemsnit. Det er statistisk fusk og det er vildledende – og når man er blevet gjort opmærksom på det, så er det også løgn.

I 2011 sagde jeg fra over for det interne system og krævede, at denne dissens blev lagt op i systemet, så de rette kunne bære ansvaret for vildledningen og løgnen.

Der skete ingenting.

I flere år op til denne dissens havde jeg prøvet at fortælle om den korrekte databehandling, når det var data som moniteringsresultaterne.

GEUS har sent i 2014 udsendt en pressemeddelelse, hvor det forsøges (bort)forklaret, hvorfor man ikke medtager non-detects:

”I følge EU´s Grundvandsdirektiv fra 2006 skal medlemslandene følge udviklingen i den del af grundvandsmagasinerne, som er påvirket af uønskede kemiske stoffer. Da dette alene skal foretages i den påvirkede del af grundvandsressourcen, skal data fra den upåvirkede del altså ikke medtages. GEUS har derfor de seneste år i GRUMO rapporterne beregnet median- og gennemsnitskoncentrationer pr. år for seks pesticider eller nedbrydningsprodukter, hvor der alene er medtaget analyser med fund over detektionsværdien.”

Her er alle de ting, der er i vejen med denne:

Det er ikke Grundvandsdirektivet men Vandrammedirektivet, der er hjemmel. Dette har Naturstyrelsen bekræftet.

Hvis det er et direktiv fra 2006, der udstikker disse retningslinjer, hvorfor er der så ingen, der er bekendt hermed og hvorfor kommer de krævede beregninger først i 2011.

At ingen er bekendt med dem viser Miljøministeriets kommentarer til moniteringsrapport-forfatterne fra 2011 og 2013, hvor der skrives:

I 2011 skriver Miljøministeriet til rapportens forfattere:

”I opgørelsen til Rigsrevisionens effektdel er middelværdierne alene beregnet på analyser med fund. Dette giver principielt et misvisende billede af den generelle tilstand, såfremt det er denne, man ønsker at beskrive. Ønsker man omvendt alene at beskrive en udvikling i koncentrationerne, er det vigtigt at anføre, at der er tale  om ”relative værdier” i forhold til grundvandets tilstand.”

”Hvis der præsenteres en figur baseret på årlige middelværdier af koncentrationerne i de prøver, hvor der er gjort fund, opnås der koncentrationer, der kun dækker de ”mest belastede” boringer og dette kan hurtigt fejlfortolkes som grundvandets ”sande tilstand”.

”Såfremt analyser uden fund ikke indgår i opgørelsen er det vigtigt, at det fremgår meget klart af præsentationen af data, at opgørelsen alene er baseret på positive prøver og derfor ikke er et udtryk for grundvandets tilstand, men alene et relativt udtryk for den tidsmæssige udvikling.”

Såfremt der var den af GEUS påståede forklaring på ikke at medtage non-detects, så var Miljøministeriet ikke klar over det. Hvorfor forklarede GEUS ikke dette i 2011 som reaktion på kommentarerne, f. eks. i moniteringsrapporten?

At det ikke er direktivet, der bestemmer disse beregninger fremgår også, idet det efter Miljøstyrelsen er Rigsrevisionen, der har efterspurgt disse.

I 2013 skriver Miljøministeriet til moniteringsrapportens forfattere:

”Miljøministeriet har bemærket, at databehandlingen er foretaget på baggrund af fund og ikke alle resultater i flere kapitler, bl.a. Kap. 4 Hovedbestanddele og Kap 7 Pesticider.  Dette viser ikke et retvisende billede af grundvandskvalitet i grundvandsmagasinerne. Man skal være meget varsom med udtalelser på baggrund af en sådan databehandling.

Side 99 nederst, bemærkning til figur 40 – 42: Den tidsmæssige udvikling baseres på analyser med fund i stedet for det samlede antal analyser. Dette bevirker, at der præsenteres ret høje koncentrationer, som ikke er repræsentative for grundvandet. Dette bør bemærkes i brødtekst og tabeltekster, så misforståelser undgås.”

Altså nøjagtig samme kommentarer som 2 år før. Ministeriet har øjensynlig ikke fået forklaringen på, at non-detects ikke medtages. Hvorfor fremkom der ikke en forklaring på dette tidspunkt eks. i moniteringsrapporten

Naturstyrelsen har i øvrigt oplyst, at formuleringerne i GEUS’s pressemeddelelse:

følge udviklingen i den del af grundvandsmagasinerne, som er påvirket af uønskede kemiske stoffer. Da dette alene skal foretages i den påvirkede del af grundvandsressourcen, skal data fra den upåvirkede del altså ikke medtages

ikke findes i hverken Grundvandsdirektivet eller Vandrammedirektivet.

Først sent i 2014 kommer en ”forklaring” efter at ministeren ikke var i stand til at svar på kritikken i et åbent samråd, hvorfor man ikke medtog non-detects.

Jeg kan ikke konkludere andet end at denne pressemeddelelse er opfundet til lejligheden og at det er løgn og vildledning.

Jeg vil slutte med et eksempel på den løgn, der består i, at man ikke fra myndighedernes side går ud og retter op på eksisterende misopfattelser.

Glyphosat er gennem omfattende undersøgelser vist ikke at være et problem for grundvandet. Det er vist gennem grundvandsmoniteringen, gennem afprøvning i Varslingssystemet for pesticider, gennem undersøgelser i Pesticidforskningsprogrammet. Alligevel eksisterer den misopfattelse hos store dele af befolkningen, politikerne og NGO’erne, at glyphosat udgør et problem mht til udvaskning. Det er en løgn, når myndighederne ikke klart fortæller til alle disse, at glyphosat ikke er et problem for grundvandet.